Velkommen til familien Breiner Damsgaard's rejseblog!


Hjemmesiden er lavet i forbindelse med vores sejlads til Holland, England, Frankrig og Kanaløerne i 2015, så famile og venner kan følge vores færd. Det er tanken at siden også skal fungere som logbog for efterfølgende sejladser på Le Grand Bleu.

Besætningen på Adesse består af Thomas, Mie og vores tre børn – Hjalte, Annemai & Freya Sofia.

Thomas har fået sejladsen ind med modermælken, og har sejlet med sine forældre siden han var spæd. I tillæg har han erhvervet sig duelighedsbevis og været på tidevandskursus i forbindelse med forberedelserne til denne tur. Thomas er – uden diskussion – den ubestridte skipper om bord.

Mie lærte at sejle (for motor) på Thomas og Mie's 4 mdr. lange tur gennem floderne til Middelhavet og retur i deres gamle LM 27, Azura, i 2003. Som forberedelse til turen i 2003 tog hun duelighedsbevis, og dette blev i efteråret 2014 suppleret med VHF certifikat.

Hjalte, 9 år, har sejlet en smule optimistjolle og ellers i ny og næ været gast på farfars båd i Århusbugten samt bedstemor & bedstefars båd i Limfjorden. Hjalte elsker at snorkle, og er en dygtig svømmer.

Annemai, 6 år, har også sejlet med i farfar's – og bedstemor & bedstefar's båd, og er nok den mest søstærke af børnene. Annemai går til svømning og er også ved at være en habil svømmer.

Freya Sofia, 3 år, har selvfølgelig også været gæstegast hos farfar og bedstemor & bedstefar. Freya Sofia har gået til babysvømning og forældre-barn svømning, men kan som den eneste om bord – endnu – ikke svømme. 

Adesse er en Etap 39s fra 1999. Vi faldt pladask for de smukke klassiske linjer, de gode sejlegenskaber og ikke mindst den ekstra sikkerhed i det synkefri design. Konceptet er testet på den engelske kanal, hvor Etap værftet ved en lancering sendte otte journalister på tur i et oversvømmet eksempler, som klarede sig sikkert over kanalen…Det er ikke en bedrift vi frivilligt har i sinde at eftergøre, men med små børn ombord giver det ro i baghovedet.
 

Der er blevet kælet gevaldigt for Adesse hen over vinteren, så hun er nu ved at være toptunet til familietur! 

…glæder os!!! :-)